Ny side

Susse Wold og Gert Henning-Jensen gæster Jubilæums-Solisterier

Skal der være fest, så lad der være fest, mener Dansk Solistforbund og Koncertsalen Alsion. Da koncertsalen fylder 10 år, stiller solistforbundet med særligt store navne til de populære Solisterier 11. november.

Det er ikke hver dag, at en af Europas bedste koncertsale fylder rundt. Det skal markeres, mener Dansk Solistforbund, der sammen med Koncertsalen Alsion står bag publikumsmagneten Solisterier.
Derfor skal der gøres noget særligt ud af det til solisterierne 11. november. For det første rykkes denne ene koncert fra Cafe Alsion og ind i Koncertsalen Alsion, mens forbundets formand, Chresten Speggers, stiller med et særligt stærkt hold bestående af den folkekære skuespiller Susse Wold, stjernetenor på Den kongelige Opera, Gert Henning-Jensen, Chresten Speggers selv samt Henrik Krogsgaard på flygel. Koncerten gøres lidt længere end den normale times tid, og eftermiddagen kommer til at kredse om ord og musik fra Guldalderen. Susse Wold læser eventyr af H.C. Andersen, der bakkes op af tidens toner fra 1800-tallet.
Hele herligheden starter med et glas bobler og levende hyggemusik i Cafe Alsion fra klokken 13. Bare for at sætte stemningen, mener arrangørerne. Koncerten starter klokken 14 og foregår denne ene gang inde i Koncertsalen Alsion.

Køb billet – denne ene gang
Der kræves køb af billet til denne ene gang, og prisen for koncert og bobler er 50 kroner. Billetten købes på www.billetten.dk. Der vil være nummererede pladser til koncerten.
Cafe Alsion vil som vanligt tilbyde køb af frokost, og det er som altid klogt at bestille bord i forvejen på www.fazer.dk/alsion, hvis man vil være sikret en plads til frokosten. Pladser ved bordene er gerne hurtigt udsolgt.
Solisterier er en af Alsions publikums-magneter og sker i samarbejde med Dansk Solistforbund.

Øvrige nyheder

Jacob Dinesen spiller i Alsion
Lis Sørensen giver koncert i Alsion
Socialt entreprenørskab
Fast Love - George Michael hyldes på Alsion
Sønderjyllands Symfoniorkester inviterer til lancering af nyt sæsonprogram
Jesper Lundgaard & Lene Siel: Årets Danske Julekoncert 2018
Gå glip & Ståsteder - foredrag med Svend Brinkmann
Oplev Harry Potter, mens stort symfoniorkester spiller
Afskedskoncert med Big Fat Snake i Koncertsalen Alsion
De Fire Årstider med Sønderjyllands Symfoniorkester har sat rekord